Er uddannet cand psych fra Ålborg Universitet i 2010 og autoriseret som psykolog af Dansk Psykolognævn. Næsten specialist i psykoterapi for voksne. Er medlem af Dansk Psykologforening og arbejder ud fra de fagetiske principper for nordiske psykologer. Jeg har derfor tavshedspligt med mindre, du fortæller mig, at du er til fare for dig selv eller andre. Igennem mit tidligere arbejde i henholdsvis psykiatrien og privatpraksis, har jeg opnået en bred erfaring med mange forskellige psykiske problemstillinger.
At gå til psykolog er et fælles anliggende mellem dig som klient og mig som psykolog. For mig er det vigtigt, at vi begge tager ansvar for at gøre samtalerne indsigtsfulde, meningsfulde og brugbare. Det fordrer, at du har noget på hjertet, når du træder ind af døren, og at du vil være med på at prøve at handle lidt anderledes i din dagligdag, end du er vant til. I vores samtaler vil jeg være både lyttende og nysgerrig ved at stille undrende spørgsmål. Men også udfordre dig – med ny viden og spørgsmål, som du måske ikke har tænkt over tidligere i forhold til både dig og dit levede liv. Jeg giver dig konkrete redskaber, som du kan arbejde med imellem vores samtaler og i dit liv fremover. Når du indgår i et behandlingsforløb, vil jeg tage ansvar for at tilrettelægge behandlingen, så du kan bruge den. Dit ansvar er at deltage aktivt i behandlingen. I samtalerne med dig vil jeg trække på forskellige teoretiske retninger som Kognitiv adfærdsterapi, mindfulness og compassion fokuseret terapi.